13. september — 1. november
gudrun hasle: øvelser i håb
I en tid med store kriser og bekymrende nyheder, er håb noget, man skal øve sig i.
Udstillingen præsenterer en ny serie håndsyede bøger med akvareltegninger og personlige tekster, der handler om håbet som en skrøbelig, besværlig og alligevel nødvendig øvelse.
Her er håbet ikke en passiv følelse, men en aktiv handling – et valg om at forestille sig en bedre fremtid og insistere på forandring.
Værkerne er vist i ramme, og man kan se hvert værks bagvedliggende sider ved at klikke på billedet.
Kontakt os.
Skriv til os, hvis du har spørgsmål. Skriv også, hvis du gerne vil have besked, hvis vi får nye værker fra Gudrun Hasle.
om kunstneren.
Gudrun Hasle (f. 1979) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi med afgang i 2008. Hun arbejder fortrinsvis med broderi, tekst og værker på papir. Hun er især kendt for sine selvbiografiske broderier, hvor hun udforsker emner som usikkerhed, kropsbevidsthed, psykisk sygdom, selvskade og moderskab.
Hasles kunstværker kombinerer ofte tekst og billede, og hendes ordblindhed afspejles tydeligt i hendes tekster, hvor stavefejl bliver en integreret del af værket. Hun laver også projekter hvor hun skaber indholdet i samarbejde med en større gruppe mennesker som f.eks. “Drømmeparade”. Gudrun Hasle har bl.a. udstillet på Kunstmuseum Brandts, Horsens Kunstmuseum og Copenhagen Contemporary, og én gang tidligere i Skitsehandlen i 2020 sammen med Johanne Helga Heiberg.
Hun er repræsenteret af Galleri Tom Christoffersen i København, og udstillingen i kurateret i samarbejder med kunstneren og Lea Kirstine Møller.
Håb kræver øvelse
— om håbet i Gudrun Hasles “Øvelser i håb”
Theis Vallø
Denne udstilling rummer ingen færdige værker i traditionel forstand. Det er øvelser eller meditationer over temaet “håb”, og værkernes fejl og ufærdige karakter er en væsentlig pointe i sig selv.
Den tyske filosof Ernst Bloch (1885–1977) skrev i “Håbets princip” (Das Prinzip Hoffnung) fra 1959, at håbet er en grundlæggende drivkraft bag al forandring. Netop fordi mennesker og verden er ufuldkomne, kan noget nyt begynde. Kriser, mangler og fejl er derfor ikke modsætninger til håbet, men forudsætninger for det.
Gudrun Hasles værker er fulde af stavefejl, som om sproget selv snubler, men alligevel finder vej. Værkerne viser, at noget værdifuldt kan vokse ud af det skrøbelige. På siderne letter fredsduer mod lyserøde og lyseblå skyer, mens mælkebøtter breder sig hen over siderne. Denne ukrudtsplante er et godt billede på håbets ukuelighed. Den bryder gennem asfalt og spreder sine frø med vinden eller et pust. Den enkelte er let at knække, men i sidste ende umulig at udrydde.
Ernst Bloch beskrev håbet som en kraft, der sætter ting i bevægelse. Det er en forståelse af håbet, som står i modsætning til det passive ønske om bedre tider. Det egentlige håb – værkernes håb – handler derimod om at samle kræfter. “Modstan skaber moske håb. Håb skaber moske modstan. Håb kan moske give styrke. Styrke kan moske give håb”, som der står i et af værkerne. Håbet er ikke passivt, men akkumulerende.
Udstillingens værker er øvelser, ikke færdige værker, men ufuldstændige og skrøbelige kunstværker. Papiret er tyndt, vandfarverne flyder ud, og der er fyldt med fejl. I den forstand er værkerne ikke anderledes end os, der ser udstillingen. Vi øver os alle sammen – som børn og forældre, som venner, kunstnere eller kolleger – og vi bliver aldrig færdige. At turde vise sin ufuldkommenhed kræver et enormt mod, ligesom det kræver mod at håbe, når det er nemmere at være apatisk eller kynisk.
“Med kun en venge kan jeg blafre,” skriver Gudrun Hasle i et andet værk. Vi er uperfekte, men netop dér kan håbet begynde. Vi må fortsætte med at øve os i at håbe, selvom vi fejler og møder modstand, ligesom mælkebøtten, der spreder sine frø, når vi skubber til den.