
SIGNE PARKINS:
OPHÆNGNING #2 (SOM EN SLANGE)
11. FEBRUAR - 8. APRIL 2023
Billedkunstner Signe Parkins udstiller en stor sværm af små tegninger, som hænger frit i rummet. Udstillingen sætter fokus på tegnekunstens serielle og rumlige egenskaber.
I udstillingen Ophængning#2 (Som en slange) præsenterer Signe Parkins en installation bestående af en sværm af små sort/hvide tegninger. Arkene (11 x 13 cm) hænger fra loftet i snore, og motiverne på de enkelte ark er skabt som led i længere serier. Efterhånden som beskueren bevæger sig langs rækkerne af hængende ark, kan man se Signe Parkins’ figurer blive nedbrudt og omtegnet i installationens bølgende bevægelser. Nogle dele af sværmen viser formundersøgelser, andre viser tegneserielignede sekvenser.
Signe Parkins er optaget af tid, bevægelse og proces. Hvordan opstår et billede, og hvordan opleves og ’læses’ flere billeder i en serie? Udstillingen Ophængning #2 (Som en slange) er en ny installation af tegninger bl.a. fra udstillingen Ophængning #1 (Sno sig) i SE!-rum i 2022. Arbejdet med at lave installationer af tegninger er samtidig en forlængelse af det arbejde, Parkins påbegyndte med kunstbogen GRØDE (2019) og udstillingen Forgå (KH7smallspace, 2020).
Udstillingsplakat.
OM KUNSTNEREN
Signe Parkins (f. 1979) bor og arbejder i Aarhus. Hun er uddannet fra Colchester Institute (Fine Art) i England og Designskolen Kolding. Hun har udgivet flere eksperimenterende bøger og har udstillet bl.a. som en del af gruppeudstillingerne Hjemstavn (SAK Kunstbygning, 2018) og Drømmebøger (med kunstbogen GRØDE) (Den Sorte Diamant 2020), samt soloudstillingerne Små tegninger (Skitsehandlen 2021) og MIG, MADDIKE, MORMOR (Tegnerforbundet, Oslo 2021).
Signe Parkins. Foto: Martin Dam Kristensen.
signe parkins om udstillingen
”Jeg tegner hele tiden. Hver tegning er et punkt i tiden. Hver linie er en begyndelse. Jeg streger figurer tydeligt op for herefter at nedbryde deres form på nye stykker papir. Arme og ben er enten stive som brædder eller bløde som kogte ål, og kroppene befinder sig i fart, står i strittende positurer eller et sted midt imellem. Når jeg hænger tegningerne op i rækker, ligner de instruktioner til en dans eller bogstaver i et nyt alfabet.”
Detalje fra udstillingens installation. Foto: Simon Christiansen.


















TIDLIGERE UDSTILLINGER

SIGNE PARKINS:
SMÅ TEGNINGER
3. APRIL - 8. MAJ 2021
SMÅ TEGNINGER
Signe Parkins' små tegninger kræver, at man går helt tæt på. Vi er blevet vant til at holde afstand, men Signe Parkins' små tegninger kræver, at man går helt tæt på. 13 x 11 cm er måske nok småt, men stort nok til Signe Parkins’ mikro-universer med kvinder, mænd og børn som uudpakkede IKEA-møbler eller med store, sært stofagtige kroppe. Udstillingen viser flere værker, hvor kroppen er en brønd eller beholder for væske.
Signe Parkins’ figurer fletter sig sammen. Deres konturstreger er ikke længere kroppens grænse, men forbindelseslinjer, der knytter mennesker sammen. Der er et stort nærvær i tegningerne, der hver især udgør et mikrokosmos bygget op af vandfarve og tynde streger.
UDSTILLING MED SMÅ FORHINDRINGER
Alle offentlige steder tilskynder nu til afstand mellem mennesker, også i Skitsehandlen, hvor folk kun kommer ind i små hold. Men udstillingens værker bag museumsglas kan godt tåle, at man kommer tæt på. Udstillingen tilskynder derfor til at nærstudere værkerne ved f.eks. at få besøgende til at sætte sig eller stige op ad skamler. Små værker kræver små forhindringer for at få os til at stoppe op og faktisk se.






