Lasse Krog Møller: Udstillingsskitse

2.200,00 kr.

Lasse Krog Møller: Skitse lavet til kunstnerens udstilling “Ad Acta - Arkiverede visioner”. Bly og akvarel på papir. Størrelse 21 x 29,7 cm. Indrammet i dyb egetræsramme ca. 31 x 39 cm med museumsglas.

Om værket:

Tegningen er lavet til Åarhuus, udgivet 2019. Bogen er udformet som en rejseguide til et imaginært Aarhus. Bogen indeholder skitserede monumenter, kunstudsmykninger, arkitektur og bystrukturer, der nærved og næsten fik plads i byen, og som ville have gjort den til et andet sted.

Afhentning i Skitsehandlen eller levering med GLS.

Tilføj til indkøbskurv
 

OM KUNSTNEREN

Lasse Krog Møller bygger mikromuseer og udgiver bøger om små og oversete ting som eksempelvis cigaretskodder, fundne huskesedler og ukendte låneres håndskrevne noter i biblioteksbøger.

Lasse Krog Møller (f. 1972) er uddannet ved Det Jyske Kunstakademi i 1996-2001. Han er modtager af Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat for sine kunstnerbøger og sit kunstneriske arkiv-arbejde med fotos, tegninger, tekster og fundne objekter.

Læs også KUNSTEN.NUs portræt af kunstneren her.



Udstillingsplakat.

OM VÆRKERNE

En kunstudstilling handler ikke kun om enkelte kunstværker, men også om deres placering, væggenes farver, tekster, lyd, lys og gæsternes rute gennem udstillingen. Det er dele af dette arbejde, der nu bliver udstillet i Skitsehandlen, når den danske kunstner Lasse Krog Møller viser skitser og akvareltegninger fra sit seneste bog- og udstillingsarbejde.

Et værk er nemlig ikke færdigt, før det har fundet sin plads i udstillingen. De kan endda skifte betydning igen, hvis værkerne bliver sat ind i nye omgivelser, og det er denne form for kunstnerisk ”system-kritik” og systemopbygning, som Lasse Krog Møllers kunstneriske praksis handler om. Han bygger arkiver, samlinger og systemer med alle mulige slags materialer som f.eks. cigaretskodder, indkøbssedler og fotos. Denne ordnede uorden viser, at tingenes placering er afgørende for, hvilken værdi og betydning, vi giver dem.

Kunstnerens skitser, noter og manuskripter til lydspor bliver udstillet sammen med akvareller og fotos fra kunstnerens seneste bogudgivelse ”Åarhuus”, en kontrafaktisk rejsebeskrivelse af Århus, og kunstnerens seneste soloudstilling ”Ac Acta – arkiverede visioner” på KØS Museum for kunst i det offentlige rum.

Lasse Krog Møller: Skitse af udstilling.

Lasse Krog Møller. Foto: Kulturmagasinet Fine Spind - Marie Nyeng.

Den danske kunstner Lasse Krog Møller fortæller her om sin arbejdsproces. 1 minuts varighed.