OM KUNSTNEREN

Thor Huus (f. 1988) er billedhugger og tegner. Han er uddannet fra Akademie der bildenden Künste Wien i 2021, hvor han studerede hos den østrigske billedkunstner Heimo Zobernig. Han arbejder med tegning i et udvidet felt, hvor selve tegneakten bliver en del af en performance. Thor Huus arbejder fortrinsvis på papiret, men tegningerne kan genopstå f.eks. på møbler, i skulpturer eller som frimærker, der krydser landegrænser, hvilket man bl.a. kunne se på kunstnerens afgangsudstilling FAKENEWSFAHRZEUGE på kunstakademiet i Wien.

SYMBIOSER

Af Theis Vallø Madsen, kunsthistoriker og kurator, ph.d.

Thor Huus’ tegninger skildrer mennesker i en verden, som er genkendelig og fremmed på én og samme tid. De fluorescerende farver er fremmedartede, men de blander sig med jordfarver, som trækker tegningerne hen imod noget, vi kender. Tegningernes mennesker ligner ur- eller arketyper snarere end specifikke mennesker, og deres nøgne kroppe fletter sig ind og ud af hinanden. De lysende, sammenslyngede linjer skaber en mytologisk billedverden af mennesker uden for tid og rum.

Tyngdekraften er tilstede som enten en nærværende eller fraværende kraft. I enkelte tegninger er tyngdekraften ophævet, og figurerne svæver mellem hinanden i en form for urtilstand. Flere tegninger foregår langs jorden, faldende, krybende, sammenkrøbet eller på vej op. 

Thor Huus tværer farverne ud, hvilket giver tegningerne en fornemmelse af bevægelse. Konturstreger bliver gentaget, så ansigter og kroppe står vibrerende på siden. En figurs øjne fordobler sig som på et mytisk uhyre. Hverken farver eller figurer har faste former. Det giver tegningerne en stor, stille uro.

I kunsthistorieskrivningen bruger man begrebet ”pentimenti” til at beskrive skitsens urolige form. ”Pentimento” betyder fortrydelse på italiensk og er et begreb for alle de hurtige eller halvudviskede linjer, tegneren bruger til at indkredse et bestemt motiv. Thor Huus bruger linjerne til at skabe en fornemmelse af bevægelse, så figurerne ikke står stille. Linjerne er nærmest ridset ind i papiret med våde og tørre farver, så tegningen kommer til at stå sitrende mellem faste farver, der bliver tværet ud, og våde farver, der løber sammen.

Figurernes blikke ser ud, væk eller ind i billedet. De er alle intenst tilstede, selvom vi ikke kan genkende stedet. Pupiller er ikke sorte, men mat- eller mælkehvide, lysende gule eller røde, og de ser indad snarere end ud. De ser som en blind, der er tilstede uden at se. 

Flere tegninger knopskyder med lysende lilla eller rødlige planter. De spreder sig som pollen hen over papiret, eller de vokser op som valmuer på en mark. Figurerne er filtret ind i hinanden, men også i planterne. Der er ingen skarp adskillelse mellem menneske og natur, snarere et vildtvoksende økosystem i fluorescerende farver. Det rektangulære papir bliver små marker, hvor planter og mennesker vokser op i symbiose.

Udstillingens værker myldrer med disse mytiske menneskeskikkelser med uudgrundelige blikke, mellem knopskydende planter i sammenblandinger af jordbundne og fluorescerende farver. Sammenstødene giver Thor Huus’ tegninger en stemning af das Unheimliche, psykoanalysens begreb for uroen ved at genkende noget i det fremmede eller se det fremmede i det velkendte. Overjordiske farver blander sig med jordfarver, de over- eller underjordiske figurer kæmper en kamp, vi ikke kender, og de finder ikke ro, selvom de står stille.

Disse sammenstød er årsagen til selve tegningens tiltrækningskraft. Det er disse møder mellem nye og gamle former, mellem farver, og mellem bevægelse og stilstand, som gør tegningerne interessante.

Udstillingens tyske titel, ”Wohnort”, betyder bosætning eller levested. Tegningerne kan være kunstnerens levested i den forstand, at det er her, han hører hjemme. Det giver mening, hvis man læser kunstnernes tekst om arbejdsprocessen som en form for beplantning og bosætning. Men tegningerne kan også være levesteder i sig selv, små selvstændige matrikler, hvor tingene vokser frem i deres egne økosystemer. Disse små symbioser rummer kontraster mellem farver og former, og det er kontrasterne, som giver tegningerne liv.

WOHNORT

Af Thor Huus, billedhugger og tegner.

Jeg vil gerne beskrive mine tegninger ved hjælp af landbrugsgloser: dyrkning, høst, rutiner, manuelt arbejde, gødning, sæsoner, værktøj, force majeure, succes, viden, lærdom, slid, arbejdstøj, generationer, produkt, afgrøde, podning, opdyrkning, rydning, mønstre.

Mit arbejde begynder ofte med, at jeg placerer lidt vandfarve centralt på papiret for at blødgøre det og for at klargøre det til farveblyanterne. Der opstår en fantastisk let fornemmelse i udførelsen af linjen på den måde, og opdyrkningen af resten af arket sker ud fra dette udgangspunkt – vandfarve og afsmitning. Papiret åbner sine fibre og griber næsten ud efter blyanten og suger farven i sig.

På én og samme tid er tegningen både bagudskuende og på vej fremover. Måske fylder jeg mine mapper op med tegninger for at blive hurtigt færdig, eller også forsøger jeg at rydde ud og skabe plads i mit arbejde, så noget nyt kan gro. Jeg ønsker under alle omstændigheder at sætte spor, strø rækker og efterlade et indtryk til andre ad den vej, jeg er gået. Men for mit eget vedkommende tror jeg hele tiden på, at vejen åbenbarer sig pludseligt og uden varsel, og indtil da er den drevet frem af vilje.

Jeg har en enorm tillid til tegningen, og til at den nok skal lykkes, bære frugt og kunne høstes, hvis bare jeg bliver ved. Den vigtigste præmis må være gentagelsen, rutinerne og evnen til både at foragte og stole blindt på den følelse, jeg ofte har, hver gang jeg tager et nyt ark papir i brug – dette har jeg gjort og undret mig over før – det er en bevidst gentagelse. Tegningen bliver en betingelse i mit liv, en aktivitet som forlanger noget af mig – arkene skal vendes, vandes, arrangeres og ordnes. Og gerne i mapper. Et arbejde, som altid finder nye input i sæsonens skiften, og som holdes i skak af en udefrakommende kraft, som er svær at beskrive nøjagtigt.

Tegningerne er ofte lavet hen på aftenen, i dårlig belysning, i en dvaletilstand, og uden større forhåbning om at få noget igen udover at fylde mit lager op. Men dagen efter står jeg op og er alligevel spændt på at vende tilbage til arbejderne i dagslys, hvor de ofte står sitrende klart og som forandrede. De bliver minder fra dagen før, men også en anvisning til det kommende arbejde; hvad lykkedes, hvor skal der slides mere, hvad luger jeg ud senere, når jeg går i gang igen.

Jeg forestiller mig, at en æblebonde gør det samme i sin plantage. Går ture på forskellige tidspunkter af døgnet – tidligt om morgenen, hvor frugterne er dækket af dug, og jorden føles blød under støvlerne. Eller sent om aftenen med pandelampe for at se, om alt er, som det skal være, og for at lytte til alle lydene, som omgiver rækkerne med træer. Bonden bekymrer sig om alle de udefrakommende faktorer, som kan påvirke høsten og det lange seje arbejdstræk. Er der mon fugle nok i området til at spise insekterne, får vi grå og gul monilla ligesom sidste år, hvorfor bliver bladene gullige?

Jeg dyrker det manuelle arbejde, det simple liv med vand, farver, papir og fysiske værktøjer, men jeg er også bevidst om, at afgrøder kan dyrkes horisontalt i en container i et bymiljø. Lasergraveringerne og mine digitale arbejder er en slags vildfarne knopskud; en anden måde at tilsætte ny næring til mine rutiner. Maskinerne fortolker mine tegninger, og det nye grej fremhæver nogle andre kvaliteter ved arbejdet. Der kommer et nyt produkt ud af det, som har en ny sanselig kvalitet, som ofte overrasker. Men processen er meget mere desinficeret, og næsten bekymringsfri i forhold til æblesnudebiller, misfarvning og frostmålere.

Mine tegninger vender og kultiverer tanker og de ting jeg oplever i mit liv, og måske i meget højere grad, end jeg selv er opmærksom på og vil være ved. Almindeligvis er jeg på bar bund igen, når jeg nærmer mig tegnearbejdet om aftenen og har mistet morgenens klarsyn, men jeg ved også, at det tager tid, før noget bærer frugt, og at man må igennem nogle bestemte faser, hvor værket risikerer at dø, førend det blomstrer og forgrener sig.

En moden tegning er måske også kun god i et vist tidsrum. Den har en højsæson, hvor alt skinner, og hvor den kan nydes med skrog, kerner og det hele. Et højdepunkt for arbejdet og for produktet, som kun kan gemmes i en afgrænset periode, indtil rutinen tager over og tvinger linjerne et nyt sted hen.